Jeg kan huske, at jeg arbejde på Jean-Georges restaurant, da jeg var 22, og nogen spurgte mig, hvad mit ideelle job ville være. Jeg havde ikke formået at få nogen form for egentlig forfatterkarriere ud af college, og de fleste nætter var jeg ude sent med mine kolleger, og brugte de få penge, jeg havde, på mad, jeg ikke havde råd til. Så selvfølgelig sagde jeg uden tøven, at jeg ville være Anthony Bourdain.
Kunne der have været et andet svar? For en forfatter, der var besat af mad, repræsenterede Anthony Bourdain det allerbedste liv. Han gjorde alt: Han var på et tidspunkt en kok, en forfatter, en offentlig foredragsholder og vært for et af de bedste rejse- og madshows, der nogensinde har eksisteret. Og for fanden, var han god til alt det her. Han var en historiefortæller, der fik verden til at føles en lille smule mindre. Han gav stemmer til mennesker og kulturer, som ellers måske ikke ville få den stemme, og han gjorde det på en sådan måde, at det aldrig føltes groft eller approprierende.
Anthony Bourdain levede livet så hårdt og så godt, at det ikke rigtig giver mening, at han er død. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de historier, der ikke bliver fortalt, nu hvor han er væk. Hans død vil efterlade et hul i madmedier, som ikke kan udfyldes.
Hvornår Jeg hørte nyheden i morges tænkte jeg også på den ene gang, jeg nåede at møde ham. Jeg var 25 og praktikant hos BuzzFeed og blev på en eller anden måde inviteret til lanceringsfesten for CNN's Ukendte dele. Det var præcis, som du tror, det ville være: fyldt med mad og gratis drikkevarer og fyldt med alle de mennesker, du gerne vil tale med. Jeg prøvede at bygge modet op til at sige noget – hvad som helst – til ham hele natten. Og så, da jeg så ham forsøge at forlade festen tidligt med sin daværende kone Ottavia, bad jeg ham om et billede (det mest u-bourdainske, du overhovedet kunne gøre). I stedet for at blive irriteret eller børste mig af, var han virkelig sød ved hele interaktionen - og Jeg tror, mit ansigt på en måde siger det hele (det hele udseende af hjorte-i-forlygter giver sådan set alt væk).
Det var et lille møde, men det er blevet hos mig på den måde, tingene bliver hos dig, når du møder en, du længe har beundret. Jeg blev ude til kl. 04.00 den nat og lukkede baren ned med nogle af producenterne fra Zero Point Zero (produktionsselskabet for Ukendte dele). Det lyder banalt, men det var virkelig en af de bedste nætter i mit liv.
Så i aften skal jeg Direkte. Jeg har tænkt mig at købe en flaske noget lækkert, som jeg bestemt ikke har råd til, og spise for meget kød. Jeg kommer til at blive rigtig sent ude og blive venner med restaurantpersonalet. Jeg vil lade som om, jeg er 22 år gammel igen og forsøge at huske, at verden stadig er fuld af gode historier at fortælle.
Hvis du eller en du kender har brug for hjælp, bedes du ringe til National Suicide Prevention Lifeline på 1-800-273-TALK (8255).
